5 tips til det perfekte blogindlæg

5 tips til det perfekte blogindlæg

Af Jacob Søgaard Andersen – SEO specialist hos Jonas Wojcik – Digital rådgivning

Det kan være svært at komme i gang med at skrive et blogindlæg. Hvor skal jeg begynde? Hvad skal jeg skrive om? Hvilke overvejelser skal jeg gøre inden? – Dette er blot enkelte spørgsmål ud af mange, du kan have, inden du begynder at skrive. Vi vil forsøge at klæde dig på med 5 tips, som vi personligt benytter os af i forbindelse med skrivningen. Disse tips kan hjælpe dig i gang med at skrive relevante blogindlæg til hjemmesiden.

 

Find dit emne

Først og fremmest skal du finde et spændende og relevant emne for dine læsere. Du kan med fordel vælge et emne, som har relevans for, hvad din virksomhed står for. Derved bliver dine læsere ikke unødvendigt forvirret. Kan du ikke selv komme på et spændende emne, kan du gøre brug af forskellige værktøjer til at hjælpe dig på vej. Buzzsumo er et værktøj, der samler idéforslag på baggrund af hele internettet, samt hvad der bliver delt på de sociale medier. Gennem værktøjet har du altså mulighed for at finde frem til emner, som der for tiden performer allerbedst på de sociale medier. Du kan med andre ord finde frem til de emner, som dine følgere har allermest lyst til at læse om.

Keyword planner. er et andet værktøj, du kan benytte. Keyword Planner bliver typisk brugt til at finde inspiration til nye søgeord, hvorfor du også sagtens kan bruge det til at finde et specifikt emne. Hvis du har opsat Google Analytics på din hjemmeside, kan du med fordel undersøge, hvilken af dine tidligere artikler der har flest og længstvarende besøgende. Ud fra denne data kan du få inspiration fra tidligere succeser, og derfra skrive noget i nogenlunde samme tangent. Ofte vil du også kunne bruge dine konkurrenters indhold som inspiration. Men duplikér ikke indholdet – det falder ikke i god jord hos Google.

 

Formulér en fængende overskrift

Når du har fundet et spændende emne til dit indlæg, er det lige så vigtigt at få formuleret en fængende overskift. Overskriften skal fange brugere tilpas nok til, at de får lyst til at trykke ind på artiklen. Du kan med fordel forsøge at sætte dig i brugerens sted, og tænke på hvad du selv ville reagere på. Forskellen mellem en god og en dårlig overskrift kan være forskellen mellem et bounce (negativ effekt) og brugertid på sitet (positiv effekt).

Virksomheden Upworthy laver minimum 25 forskellige overskrifter, hvorefter virksomheden løbende splittester og eksperimenterer for at finde den bedst mulige. Du skal altså ikke altid gå med din første indskydelse, men derimod forholde dig kritisk og arbejde videre derfra. Din overskrift skal ydermere hænge sammen med det, du ønsker at skrive om i blogindlægget, så vær allerede sikker på nu, hvad indlægget skal handle om. Du bør allerede nu tænke i keywords, som du med fordel kan inddrage i din overskrift.
Overskriften bør hverken være for kort eller lang. En god tommelfingerregel er omkring 6 ord, mens længden af overskriften ikke bør overskride 65 tegn. Et andet tip er at inddrage tal og tillægsord i overskriften, da disse er med til at øge nysgerrighed blandt brugerne.

 

Opsætning af indlægget

Selve opsætningen af blogindlægget er en vigtig faktor. Det forventes, at læserne vil tilbringe tid på undersiden, hvorfor det anbefales at opsætningen er flot og behagelig for læseren. Der er mange, der formår at skrive et brugbart blogindlæg, men hvor teksten eksempelvis ikke er opdelt, og der ikke er overskrifter eller lignende. Dette kan skræmme læseren væk fra indlægget, og derfor er det vigtigt med en gennemarbejdet opsætning.

Hvor lange de forskellige blogindlæg skal være, kan variere meget. Det handler om at vide, hvad dine læsere vil finde tilpas. Du skal finde en god balancegang og holde relevansen høj, da det er de færreste, der har tid til at læse lange og udtrækkende blogindlæg.
Virksomheden Medium.com har undersøgt, hvor lang tid deres læsere bruger på deres respektive blogindlæg. Via forskellige tracking-værktøjer fandt virksomheden frem til, at den gennemsnitlige læser bruger omkring 7 minutter på deres indlæg. På 7 minutter læser den gennemsnitlige dansker cirka 1.600 ord, hvilket er et godt udgangspunkt for længden af dine indlæg.

Du kan samtidig tilføje et billede til dit blogindlæg, som selvfølgelig skal passe ind i samme kontekst som selve blogindlægget. Et billede kan være et vigtigt redskab for synlighed, når dit blogindlæg f.eks. bliver delt på Facebook. Ydermere kan et godt billede fange brugerens interesse, som giver brugerne lyst til at læse hele indlægget.

En gennemarbejdet opsætning gør altså læserens oplevelse god, når de fordyber sig i indlægget.
Dit blogindlæg skal endvidere være letlæselig på mobiltelefonen, så du sikrer en god brugeroplevelse for læseren på samtlige platforme. Størstedelen af læsere bruger mobilen til at researche, hvor det er vigtigt med et responsivt design.

Søgemaskineoptimering

Når du skriver dit blogindlæg, er det vigtigt, at du gør dig nogle tanker omkring søgemaskineoptimering. Blogindlæg kan bidrage til dine placeringer i søgemaskinerne, da du virkelig har mulighed for at inddrage relevante søgeord.
Hvis du benytter CMS-systemet WordPress, kan du med fordel benytte Yoast, hvor det er muligt at optimere SEO igennem. Pluginnet fortæller dig løbende, hvor brugervenligt dit blogindlæg er. Desuden udpeger pluginnet specifikke mangler, hvis der skulle opstå at være nogen af disse.

Du bør gøre dig nogle overvejelser omkring specifikke søgeord, som du gerne vil ranke på i søgemaskinerne. Disse kan du med fordel inddrage i dine indlæg, så f.eks. Google kan tillægge disse ord ekstra værdi. Samtidig kan du gøre brug af interne og eksterne links, som begge er med til at skabe værdi til søgemaskinerne. Du kan bruge interne links, hvis du refererer til et bestemt produkt, eller hvis du henviser til noget fra et tidligere blogindlæg. Du skal ikke være bange for at gøre brug af eksterne links, som går hen og giver værdi til en eventuel konkurrent. Konkurrenten vil måske linke tilbage i deres næste artikel, som vil gå hen og give dig værdi på sigt.


Gør reklame for dit blogindlæg

Når du har været igennem ovenstående steps, og har udarbejdet dit indlæg, er det på tide at markedsføre dit indlæg. Hvis dine brugere ikke bliver gjort opmærksom på dit indlæg, vil der højst sandsynligt ikke være mange læsere. Her kan du aktivt bruge de sociale medier, for at gøre dine følgere opmærksomme på blogindlægget.

Du kan med fordel lave en teaser inden blogindlægget bliver offentliggjort og markedsføre indlægget igen på selve dagen, hvor det bliver realiseret. Hvis du som virksomhed benytter dig af nyhedsbreve, vil det også være oplagt at sende et nyhedsbrev ud i forbindelse med lancering af et nyt blogindlæg. Med andre ord skal du så vidt muligt forsøge at få så mange ind og læse dit nyhedsbrev som muligt. Når du markedsfører indlægget, er det vigtigt, at du fanger brugerens interesse ved første øjekast. Du kan derfor forsøge dig med en lille teaser uden at afsløre for meget, så brugeren får lyst til at klikke ind og læse hele blogindlægget.

Hvis dit blogindlæg ligger op til en form for debat, kan du bruge de sociale medier til at få dine brugere til at interagere. Gennem dine sociale medier kan du også spørge dine følgere om, hvad de gerne vil læse mere om. Dermed sikrer du, at du skaber indhold, som dine følgere er interesseret i. Det er endvidere fordelagtigt at have en fast udgivelsesdag, så dine brugere bliver mindst mulig forvirret. Ved at benytte en fast ugedag eller f.eks. Første mandag i hver måned, har dine følgere noget at forholde sig til.


Opsummering

 

Disse 5 tips anbefaler vi, at du overvejer i forbindelse med udarbejdelse af et blogindlæg. Der findes også andre tips og tricks. Dette var blot nogle udvalgte tips, som vi benytter os af til udarbejdelse af blogindlæg. Som det allervigtigste skal dit emne og indhold have relevans for dine brugere, ellers vil du risikere at få et lavt antal kliks til landingssiden, samt en høj bouncerate fra dem der vælger at klikke sig ind på blogindlægget. Har du nogle tips, eller kunne du tænke dig flere tips? Så skal du være velkommen til at kontakte os.

Held og lykke med skriveriet.